De gamle grækere var blandt de første, der tog armbrøsten i brug. De
kaldte den "mavevåben" fordi våbnet skulle holdes op mod maven, når
strengen skulle spændes (det var før opfindelsen af fodbøjlen).
Romerne brugte "opfindelsen" til at konstruere forstørrede
armbrøster, der kunne skyde med pile i spydstørrelse.(belejringsmaskiner)
I Kina var armbrøsten det primære missilvåben fra omkr. 300 F. Kr. -
til langt op i middelalderen.
I 11 årh. dukker armbrøsten igen op i Europa og den er til stede i
enhver europæisk hær. I det 12.årh. var den utrolig populær, og blev især
foretrukket af de europæiske lejesoldater, hvor især de genovesiske
armbrøstskytter blev kendt og frygtet for deres håndtering af dette våben.
Under korstogene lærte de kristne kompositbuen at kende via
muslimerne - den bue der var almindelig kendt og brugt i Centralasien og Kina.
Buen var lavet af en horn og træ, limet sammen af fiskelim (svømmeblæren) og
den var meget mere effektiv end den europæiske træbue.
Denne form for bue blev anvendt til armbrøsten, som pludselig blev
et meget kraftigt våben, der skulle have hjælpeværktøjer for at
spændes.(gåsefod, cranequin, o. l)
Omkring 1370 blev kompositbuen erstattet med en stålbue, som kunne
nå ud på så lange afstande som 400 m.
Armbrøsten spillede en væsentlig rolle i middelalderen (indtil
omkring år 1500).
Den var det første håndholdte våben som kunne bruges af en utrænet
soldat til at såre/dræbe en ridder i pladerustning.
De kraftigste armbrøster kunne trænge igennem en rustning og dræbe
på 200m.
Langbueskytter var i stand til næsten det samme, men disse var
soldater havde en lang træning bag sig og derfor
Enhver kunne anvende en armbrøst. Armbrøsten er, sammenlignet med
langbuen, lettere at sigte med, og med diverse hjælpeværktøjer kunne man spænde
væsentligere mere end tilfældet er med en langbue. Langbuen havde dog det
fortrin, at den kunne affyre 4 gange så mange pile i minuttet.
Træklængden på en armbrøst er væsentlig kortere (10-12 cm) end på en
langbue (60-70 cm).
Selv om en armbrøst har en masse lagret energi i en kraftig spændt
bue, har den ikke tilstrækkelig tid til at nå maksimum hastighed, når bolten
udløses. Det er buespidsens der bestemmer den hastighed, bolten farer af sted
med.
Dette kunne afhjælpes med et længere bueben men det ville gøre armbrøsten mere klodset og uhandy.
Våbentype Trækvægt Bolt / pile vægt Hastighed
Langbue 68 pund 35 gram 41m/sek
Armbrøst 740 pund 70 gram 42m/sek
Det er sandsynligt, at mens langbuens skydelængde ikke ændrede sig
meget fra det 11 årh. og fremover, (250-350 m) var det modsatte tilfældet med
armbrøsten.
Omkring slaget ved Crecy havde langbuen større skydelængde end
armbrøsten. Gennem tiden blev armbrøsten mere og mere kraftig, således at den
med en cranequin kunne skyde 490m..
Denne udvikling af armbrøstens styrke og gennemslagskraft gjorde, at rustningerne også blev kraftigere. Sikkert er det dog, at en bolt, affyret fra en kraftig armbrøst kunne gå igennem hvilken som helst rustning på tæt hold (inden for 50 m).